|
I firbenets fodspor 2006
5 juni 2006
I firbenets fodspor
går jeg mod nord
følger klitrækken
i et sandet hjulspor
Her er et pragtfuldt lys
luften er kølig og frisk
ingen mennesker
det er den lange vandring
der er begyndt
Ole
Jeg startede i Agger, mandag den 5 juni, hvor Jytte satte mig af lidt i fire. Jeg begyndte på Vestkyststien og gik op mod Lodbjerg fyr.
Første følgesvend var en lille mørk hugorm som snoede sig ved siden af mig en tre meter, før end den drejede af og forsvandt ind i lyngen. Strækningen fra Lodbjerg fyr og til Lyngby er noget af det smukkeste landskab jeg har set i Danmark. Klithede der virker uberørt og øde. Lyset er fantastisk. Det minder om fjeldet i Norge.
I Lyngby var det for fristende ikke at overnatte i redningshuset. Jeg fik nøglen af Niels Jacob som var gammel fisker fra Thyborøn. Det var sjovt at læse i gæstebogen, det er en fast skare der benytter redningshuset år efter år.
Da jeg havde spist gik jeg ned til stranden, og gik halvvejs tilbage til Lodbjerg. Der var enormt meget strandingsgods, vi må herop igen. Det er lige en kyst efter mit hjerte.
I et regnvandsskar gik jeg ind i land, og bang var der det jeg søgte, 2 natravne, de fløj op og ud over klitheden.
Jeg satte mig i en klittop og blev varmet op af solen. Jeg havde en colaflaske med rødvin i lommen. Lyset i vest var fantastisk, det var helt gult førend solen gik ned.
Natravnen så jeg en gang til hvor den fløj tæt forbi mig og ind over Mortenssande.
Så blev det koldt og jeg gik hjem til redningshuset.
Niels Jacob kørte lige før jeg var klar, så jeg gik over og hængte nøglen i hans garage. Jeg gik lidt ind ad vejen, satte rygsækken og postede et brev til Jytte. Der sad en mand foran huset ved siden af, så jeg gik over og spurgte om vej. Jeg fik forklaret vejen, og så : ” vil du ikke have en øl ”
Han hed Niels også kaldet ” Kasse ”. Han var 63 år og havde fisket fra Thyborøn, og havde som ung fisket sammen med Jørgen Tøf, den senere erhvervsfisker i Mossø. Så vi fik fortalt hinanden nogle historier om Jørgen. Niels fortalte bl. a. om engang Jørgen snuppede skippers spejlæg ind igennem kabysvinduet. Og om en gang i England hvor de blev smidt ud fra et værtshus fordi Jørgen havde tændt en stor startpatron til glødehovedmotoren og smidt den om bagved et klaver.
Niels havde for øvrigt kun set sin far en gang. Faderen havde været jernbinder på Vestkysten under krigen, men havde været gift i København. Så Niels var ”uægte barn”, nok med ar på sjælen.
Jeg gik videre ad Vestkyststien, men drejede snart ned til kysten og fulgte stranden.
Langt ude troede jeg at jeg kune se Stenbjerg, men det viste sig at være molen i Vorupør. Jeg spiste frokost på høfden ved Stenbjerg. I skrivende stund er det eneste gang jeg har spist frokost. Jeg er simpelthen ikke sulten når jeg går. Blodforsyningen går til musklerne.
Videre op mod Vorupør hvor jeg kom op på læmolen fordi der er meget mere sand på sydsiden af denne. Jeg var lige forbi bådene, der var nogle pæne pigvar, og net fulde af fladfisk.
Jeg gik 100 m. op i byen og hilste på Erik og Tove, vores genbo fra Sønder Alle. Det var hyggeligt, bl.a. fordi Tove kom meget mere på banen og fortalte om sit forhold til Vorupør. Hun havde været der som barn med skolen, og fortalte om hvordan de blev bundet til reb, og hver voksen havde så snor i 2 børn når de badede. Jeg fik kaffe og kage, og fortsatte en time senere nordpå.
Jeg fangede Vestkyststien og fulgte den igennem Tvorup klitplantage. Jeg satte rygsækken og gik op for at se på en shelter. Men kl. var kun fire, så jeg besluttede at fortsætte op mod Nors sø.
Jeg gik forkert engang, men kom til sidst ud til stranden lidt nord for Vorupør. Jeg var ved at være træt og gik helt nede i strandkanten. Jeg følte mig som en sandløber, der bare automatisk korrigerer for bølgernes opskyl.
Endelig kom jeg op til Klitmøller, men havde stadig 12- 13 km. igen.
Købmanden var lukket, men jeg fik ringet til Sune, Jytte og Peter.
Det var begyndt at gøre fantastisk ondt i tæerne og fødderne, når jeg skulle starte efter et hvil.
Men jeg fulgte nu cykelruten af Vestkyststien for at komme øst om og tæt på Hanstholmreservatet.
Det må have været en ynk at se mig gå. Jeg var nu nået frem midt på nordsiden af Vandet sø. Jeg bankede på i 2 huse for at få vand, men først i det tredje og sidste hus var der nogen hjemme. Det var en sød jordemoder, som vistnok havde vagt.
Jeg gik igennem skoven ad Niels Petersvej og kom ned til bålpladsen ved Nors sø. Her fandt jeg ud af at shelteren var 1½ km. længere fremme. Jeg var lige på kanten hvor jeg og fødderne ikke kunne mere. 40 km. havde jeg gået med 20 kg. på ryggen, næsten udelukkende i strandkanten.
Nåh shelteren var fin, men jeg fik nu ikke sovet så meget på grund af ømme fødder og skuldre.
Men næste dag gik det lidt bedre. Jeg gik til Nors, hvor jeg fandt ud af at der var yderligere et par kilometer for at komme til købmanden. Jeg lod rygsækken stå ved kirken.
Så tilbage mod vest hvor jeg havde besluttet at vaske mig i Nors sø i læ af en odde. Men lige hvor vejen gik fra var der et lille skilt med et telt. Jeg gik ned ad vejen til en ældre gård Horsholm, der lå helt ud mod søen.
Bilen stod i garagen, jeg bankede på, kl. var 13.30. Ingen hjemme. Jeg tog en middagslur under et æbletræ, da jeg vågnede besluttede jeg at gå videre. Da jeg havde gået 50 meter kom der en gammel mand kørende i bil: ” om ikke jeg ville blive? ” Jooh det ville jeg. Han skulle lige op efter posten. Jeg spurgte som i min ungdom om jeg måtte slå telt op nede på strandengen, men det skulle være oppe ved gården fordi der var toilettet.
Vi gik om bagved huset, bagved en gammel lade og et drivhus satte vi os og snakkede Thomas blev 80 år næste gang. Han havde boet her i 48 år og havde lige mistet sin kone 13. januar. Køerne var han kommet af med da han var 63. Men de havde begge elsket stedet, i dag havde han været inde og bestille et relief af udsigten fra gården til deres fælles gravsten. Thomas fortalte at vinden over søen stadig ville komme til dem på kirkegården, fordi Nors ligger i den lavning som fortsætter fra søen.
Thomas er et af de sjældne mennesker som altid ser lyst på tingene, og ikke selv skal have noget ud af det.
Jeg slog teltet op, så blev der råbt kaffe. Da jeg trådte ind i køkkenet sydede det af varme og vellugt. Thomas havde lige bagt 2 plader med boller som blev serveret med hans eget hjemmelavede blommemarmelade.
Han gik ligesom landmændene på ØLA, men har også slidt i et helt liv. Han havde lige været til undersøgelse på Viborg sygehus for gigt, men havde fået at vide at det var hele ryggen der var slidt. Han kunne ikke længere gå ned til søen, men så tog han traktoren.
Efter kaffe tog jeg et bad og som Thomas sagde, hvis du ikke har håndklæde, kan du bare tage mit.
Jeg blev også inviteret til aftenkaffe, men sagde pænt at jeg ikke drak kaffe om aftenen, og bare passede mig selv.
Jeg skrev brev til Nynne og Sune. Spiste medens jeg nød det fantastiske lys over søen.
Så gik jeg herned til søen, hvor der lå en båd i vandet og var bænk og bord. Her sad jeg i aftensolen og frisk vind og skrev dette.
Gik en aftentur på engen med en stor flok på 40 meget nysgerrige kvier, da jeg senere sad på den anden side af hegnet så jeg at der var en tyrekalv iblandt dem.
Nød den sidste aftensol ude ved gavlen, sad også og snakkede med Thomas inde i drivhuset. Han fortalte om skudefarten til Norge, der skulle stadig være enkelte rester af gammelt skibstømmer i huset der var bygget i ca 1885.
Da jeg var oppe og tisse kl. 6.00 var der dis over søen. Det nederste af den bakkede bred kunne jeg se, men ovenover lå et lag af dis, hvor solen lyste gult bagved.
Jeg pakkede og sagde farvel og gik igennem Tved klitplantage op til shelteren ved Peter Odgårds plads nær Sårup. Jeg snakkede lidt med to cyklister fra Nors, og tog så ellers en middagslur.
Senere gik jeg langs reservatgrænsen ned til Isbjerg hvor der er en fabelagtig udsigt over Hanstholm reservatet. Det er ligesom at kigge ud over fjeldet i Norge. Udsigten nede ved Nors sø er også meget smuk, især halvøen syd for Ørgård.
Jeg gik forkert på vej hjem og var for tredje gang i dag ved Nors sø, nok er der smukt, men.
Nu er kl. 20.00 og jeg sidder nede ved skrænten og ser ud over den nordlige del af reservatet. Neden for mig græsser en halv snes heste ud af en større flok. De er ret livlige. Der har været havgus hele dagen, så det er lidt halvkoldt.
Jeg havde egentlig besluttet at tage hjem i morgen, men har næsten ombestemt mig. Jeg regner med at gå op til en plads i Hjardemål plantage i morgen fredag og så nå Bulbjerg lørdag. Det er fødderne der afgør det. Det går utrolig fint når jeg går i sandaler, men støvlerne er den rene pinsel på grund af vablerne.
Jeg gik en aftentur ud til fugletårnet for at kigge efter natravn. Den eneste gang i dag solen lod sig ane var lidt over kl. 22, da skyerne mod NV blev oplyst af den nedadgående sol.
Kl. 22.10 gik jeg tilbage, det blæste og var koldt.
Henne ved skrænten ved bistaderne skulle jeg lige kigge ud over reservatet. Jeg går 6- 8 m. ned ad skrænten for at se om der ikke skulle være en grævling, og opdager 4 krondyr ganske tæt på mig. Der er en stor hjort forrest med geviret i bast, den næstsidste er en mindre hjort. De trækker forbi mig, på 20 – 30 meters afstand, uden at opdage mig. Det er vist første gang jeg har været så tæt på kronvildt.
Jeg går hurtigt hjem og ned til skrænten for at se om jeg kan møde dem igen. Ingen krondyr, kun 3 rådyr som ikke er særlig sky.
Da jeg vågner fredag og humper op efter vand, er jeg godt klar over at der er dømt hjemtur.
Jeg pakker og går op til Ræhr, poster 2 breve, det ene er 2 dage gammelt, og finder ud af at der er bus til Thisted 20 min. senere. Det var sjovt at køre med bussen fra Ræhr, bl.a. igennem Nors. For det første lange stykke havde jeg gået igennem området. Jeg vidste hvordan der var inde ved købmanden, i Varehuset. Kørte forbi kirken hvor jeg vidste at der var blåmejserede inde bag et jernbeslag i kvadderstensmuren. Man oplever verden meget tæt på når man går.
Der var også nogle sjove typer i bussen til Thisted. Men 3 timer senere var jeg i Viborg.
Jeg vil gøre turen fra Lodbjerg til Lyngby til en tilbagevendende årlig begivenhed. Og Hanstholmreservatet vil jeg også vende tilbage til, især efter 15 juli hvor et større område er åbent. Nu ved jeg hvilke muligheder der er for overnatning, transport m.m.
Næste gang uden telt.
Ole
| 
